
Arternes oprindelse ved naturlig selektion
For første gang foreligger der en velskrevet, loyal og yderst læsbar nudansk oversættelse af Charles Darwins Arternes Oprindelse – 150 år efter førsteudgaven af den banebrydende bog. Jørn Madsen har stået for nyoversættelsen, der er udgivet af Statens Naturhistoriske Museum (SNM).
Denne anmelder er i øvrigt dybt, dybt inhabil, fordi jeg selv arbejder på SNM og Jørn er en af mine gode kolleger. Så er I advaret!
- og skulle den langmodige læser ikke orke at tygge sig igennem nedenstående anmeldelse, kan man høre Jørn fortælle lidt om nyoversættelsen på P2’s Kulturnyt.
Bogen er en solidt indbundet moppedreng på 388 sider med papir i solid kvalitet og format (17,5 * 24,5 cm). Layout er enkelt og langtidsholdbart. Figurer skal man til gengæld lede længe efter. Foruden de smukke, farvestrålende trupialer (Xanthopsar flavus) på bindet, er der kun to sort/hvid figurer i hele bogen: Det enlige diagram fra originaludgaven samt Darwins famøse skitse med de manende ord ”I think” (i oversætterens introduktion).
Oversættelsen er traditionelt opbygget. Efter et kort forord ved SNM’s udstillingsleder Hanne Strager, følger en udmærket og kortfattet gennemgang af Darwins liv og levned, samt evolutionsteoriens betydning Peter Kjærgaard. I næste afsnit redegør Jørn Madsen for de tanker der lå bag oversættelsen, samt forklarer bogens opbygning. Derefter følger så den egentlige oversættelse.
Bagest i bogen findes en meget brugbar personliste; Darwin referer til allehånde samtidige forskere og forfattere, hvoraf mange er glemt i dag. Til sidst en kort litteraturliste med aktuelle udgivelser og hjemmesider om Darwin samt et godt lille stikordsregister.
Personligt fik jeg først ret sent læst Arternes Oprindelse på originalsproget. Det er ikke mere end fire år siden. Til gengæld fandt jeg den meget letlæst og fornøjelig – lige til at tilbringe en weekend med. Før da havde jeg forsøgt mig med J. P. Jacobsens ældre oversættelser fra 1872 og 1902, men gik meget hurtigt død i disses frygteligt overkomplicerede sprog.
Og netop derfor er en ny dansk oversættelse af Arternes Oprindelse yderst kærkommen. For det formelig krymper sig i mig, hver gang jeg ser et citat fra Jacobsens oversættelser. De skræmmer ærlig talt læseren væk og den fortsatte brug af disse udgaver på dansk er at gøre et af verdenslitteraturens hovedværker en bjørnetjeneste.
Et italiensk ordsprog siger angiveligt, at ”alle oversættere er forrædere”. I så fald må Jørn Madsens oversættelse betragtes som et meget ærligt og pædagogisk forræderi (ja, jeg ved godt det lyder modsætningsfuldt).
Darwins sprog har ry for at være en kende omstændeligt. Han gør sig i lange sætninger, samt bi- og indskudte ditto. En nutidig skribent ville med fordel dele sætningerne op og være lidt mere rundhåndet med punktummerne (og til gengæld spare på kommaerne). Men samtidig bruger han en mængde dagligdags udtryk og et lettilgængeligt, forklarende sprog. Samtidig gentager Darwin ofte sig selv, men får på den måde slået sine pointer godt fast.
En punktvis synoptisk læsning af den nye oversættelse og min eget genoptryk af den engelske førsteudgave afslører, at Jørn har oversat loyalt, men ikke mekanisk. Og heldigvis for det! For teksten flyder fint og bevarer alligevel originalforfatterens personlige præg. Samtidig er udtryk og ord i teksten gengivet som de står. Jørn er ikke forfaldet til den lette løsning at bruge nyere, mere præcise videnskabelige udtryk for de processer, Darwin forklarer og beskriver.
På et væsentligt punkt har Jørn dog taget sig en udmærket pædagogisk frihed. Darwin var ret slem til at bruge videnskabelige latinske og græske betegnelser i flæng – og ret inkonsekvent – sammen med hverdagsudtryk. Hvor det har kunnet lade sige gøre, er der konsekvent oversat igennem hele bogen med dagligdags danske udtryk. Så vi trakteres med ”klippedue” i stedet for ”Columba livia”; ”hundefamilien” i stedet for ”Canidae”; ”rankefødder” i stedet for ”cirripeder”. Og denne fornuftige lille pædagogiske detalje vil jeg gerne rose Jørn for.
Jørn er heller ikke faldet i fælden med at prøve at korrigere urigtige eller unøjagtige oplysninger, som forskningen senere har modbevist eller fundet en bedre forklaring på. Darwin skrev som sagt bogen tilbage i 1859 og var selvfølgelig begrænset af datidens samlede viden. Mendels opdagelse af arvelighedslovene og genetikken lå først efter den tid. Så Darwin kommenterer gang på gang de ”de besynderlige sammenhænge mellem vidt forskellige bygningstræk” (s. 44) og konstaterer, at ”Arvelovene er dårlig kendte” (s. 45).
Ellers næsten da, for jeg fangede Jørn i at luske to bittesmå korrektioner ind:
På side 157 kan vi læse at pelsflagrere ”misvisende” kaldes flyvende lemurer; vi ved i dag at de ikke er lemurer. Men det er ikke hvad Darwin skrev; han mente nemlig at de var lemurer. Og på side 277 dukker der nogle ”fordøjelsesenzymer” op, hvor det nok ville have mere passende at oversætte med ”fordøjelsesvæsker” eller ”mavesafter”.
Ovennævnte pedantiske kritikpunkter har ikke nogen reel betydning, men kunne være klaret med en fodnote med O.a. – oversætterens anmeldelser. Og det må siges at mængden af fodnoter er holdt nede på næsten puritansk niveau. Der er få, men gode og hovedsageligt uddybende eller forklarende.
Et andet punkt irriterede dog sprogpedanten i mig. Jørn oversætter nemlig konsekvent det latinske udtryk natura non facit saltum til ”naturen slår ikke kolbøtter”. Og det er ikke korrekt; saltum betyder ifølge min hosstående latin-dansk ordbog kun ”spring”– ikke kolbøtte. Og jeg vil klart foretrække ”spring”, frem for ”kolbøtte”. Billedligt talt repræsenterer et spring en bevægelse mellem to adskilte punkter uden at berøre det mellemliggende område. En kolbøtte berører derimod det mellemliggende område imens man ruller rundt om sig selv. Og det er det førstnævnte billede, som Darwin vil fremmane.
Det endelige spørgsmål er selvfølgelig: Kan en 150 år gammel naturvidenskabelig bog fortælle os noget i dag?
Svaret er: Ja – det kan den faktisk i overordentlig grad.
For Darwin er og var faktisk ganske pædagogisk når han skulle forklare evolutionsteoriens grundlæggende mekanismer. Variation og naturlig selektion demonstreres ved dagligdags eksempler med duer, hunde, duer, kvæg, duer, jordbær, duer, hindbær og selvfølgelig duer i kapitel I til IV. I kapitel V forklarer han fint hvordan brug og manglende brug af et organ reducere det gradvist igennem tid (det var før Darwin blev lamarckist).
Ligeledes forklares instinkternes udvikling ved naturlig selektion yderst pædagogisk i kapitel VII. Darwin var først og fremmest geolog af uddannelse. Han formår også at beskrive geologiens uendeligt lange tidsforløb samt den manglende bevaring af fossiler fra kritiske perioder yderst levende i kapitel IX og X. Man skal selvfølgelig tage højde for, at dette er længe før pladetektonikken, så nogle af biogeografiens fossile mysterier (kapitel XI og XII) bliver forklaret lettere ukorrekt med øbuer og landbroer.
Kun kapitel VIII (hybridisering) og XIII (morfologi og embryologi) er noget rod, formidlingsmæssigt og faktuelt set.
Arternes Oprindelse forklarer selvfølgelig ikke hvad vi ved om evolution i nutiden. Vores viden er vokset siden da; detaljerne har ændret sig, men det overordnede mønster ligger klippefast. Siden da ved vi også at livet er ældre end Silur (443 til 416 millioner år siden); i dag ved vi at encellede organismer sandsynligvis dukkede op for 3,8 milliarder år siden, og det første flercellede liv med skaller er fra begyndelsen af Kambrium (~540 millioner år). Hvis man vil vide mere om det, så er Hanne Stragers Som at tilstå et mord (2009) udmærket og letlæst supplerende læsning til Arternes Oprindelse.
Jeg kan alligevel stærkt anbefale den nye oversættelse til alle med en interesse for natur- og idéhistorie. Arternes Oprindelse er en verdenslitterær klassiker på linje med Platons Staten, Machivellis Fyrsten og Hobbes’ Leviathan. Et af de værker der for alvor gjorde noget ved menneskers opfattelse af livet og verden omkring os, samt ikke mindst vores egen selvforståelse.
Jørn Madsen leverer en velformuleret og loyal oversættelse i et fornuftigt nutidigt sprog. Den vil forhåbentligvist blive standardkilden for citater i de næste 50 år (mindst), så vi i fremtiden slipper for det knudrede sprog i J. P. Jacobsens oversættelser.
Det er årets julegaveidé til den videbegærlige natur- og/eller historienørd!
Charles Darwin [1859] (2009): Arternes oprindelse ved naturlig selektion. Oversat af Jørn Madsen.
Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, København, 388 s.
ISBN 978-87-87-51970-0 (Indbundet) DKK 249,-
Videre læsning og lytning:
Kulturnyt: Darwins ”Arternes oprindelse” i ny dansk oversættelse. Danmarks Radio P2, 26. november 2009
Darwin, C.R. (1872): Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg eller ved de heldigst stillede Formers Sejr i Kampen for Tilværelsen. Oversat af J. P. Jacobsen. Gyldendal, København
Hansen, J.M. (2009): Klippefast udgangspunkt. Weekendavisen IDEER 4. december.
Kjærgaard, P.C. (2009): Om arternes oprindelse 150 år. Evolution i dag 24. november.
Nørmark, D. (2009): Charles Darwin: Arternes oprindelse. kpn.dk 5. december.
Strager, H. (2009): Som at tilstå et mord. Darwin og idéen der ændrede verden. Gyldendal, 208 s.
Darwin som geolog og palæontolog
Charles Darwin begyndte faktisk sin karriere indenfor geologien og hans videnskabelige ry var grundlagt på en række geologiske afhandlinger, længe inden han udgav sin banebrydende bog Arternes oprindelse om evolutionsteorien.
Det var Darwins geologiske og palæontologiske undersøgelser under ekspeditionen med HMS Beagle, der gjorde ham til en selvstændig og videnskabeligt tænkende forsker. Samtidig var han dybt påvirket af Charles Lyells bog Principles of Geology og uniformitarianistiske idéer: naturlovene har været uændrede siden tidernes morgen og fortiden kan forklares udelukkende ved brug af nutidige processer (:det aktualistiske princip) (Herbert, 2005).
”Et menneske må selv i årevis studere de enorme stabler af overlejrede lag, og se havet i gang med at med slide gamle klipper ned og skabe friske aflejringer, før han kan håbe på at forstå noget af tidens forløb…” (Darwin, 1859: s. 282)
Lyells videnskabelige indflydelse, fik Darwin til at indse, at det havde taget millioner af år at aflejre de geologiske lag han studerede – og millioner af år at bryde dem ned igen. Et enormt tidsperspektiv! Og et tidsperspektiv, der gav Darwin ”tid nok” til de små gradvise ændringer fra generation til generation kunne udvikle nye arter, som hans evolutionsteori krævede (Herbert, 2005; Strager, 2009).
I anledning af Darwin-året afholder Dansk Geologisk Forening (DGF) derfor et temamøde Darwin som geolog og palæontolog torsdag den 17. december i auditoriet på Geologisk Museum i København.
Her sætter fem dygtige foredragsholdere fokus på Darwins videnskabelige karriere; hans virke som geolog; samt nogle af geologiske og palæontologiske emner, som Darwin beskæftigede sig (resuméer af foredragene).
Deltagelse i selve temamødet er gratis og alle interesserede er velkomne. Man skal bare tilmelde sig hos DGF’s sekretariat inden den 15. december. Ikke-medlemmer af DGF må dog påregne et lille gebyr, hvis man vil deltage i receptionen bagefter.
Programmet for aftenen er:
17.00 Velkomst
17.05 Hanne Strager (SNM): Darwins videnskabelige karriere
17.35 Svend Stouge (SNM): Geologen Darwin
17.55 David Harper (SNM): Darwins dilemma – den kambriske eksplosion
18.15 PAUSE
18.30 Jens Høeg (Biologisk Institut): Rurer – Forskning i Darwins fodspor
18.50 Bent Lindow (SNM): Darwin og Archaeopteryx
19.10 Afsluttende debat
19.30 – Reception: En let anretning serveres i Museets kantine på 2. sal
Videre læsning:
Darwin, C.A. (1859): On the Origin of Species by Means of Natural Selection, or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life. John Murray, London, 502 s.
Herbert, S. (2005): Charles Darwin, geologist. Cornell University Press, 485 s.
Strager, H. (2009): Som at tilstå et mord. Darwin og idéen der ændrede verden. Gyldendal, 208 s.
Solid dansk hjemmeside om ID
Jeg er lige blevet gjort opmærksom på en sober, solid og næsten udtømmende dansk hjemmeside om Intelligent Design-hypotesen: Intelligent Design. Den er en fortrinlig kildesamling til alt hvad man kunne begære af information om ID-hypotesen – især i Danmark.
Siden har undertitlen Intelligent Design og Evolution i Danmark og resten af Verden – og den er ikke mindre end en fantastisk guldgrube af links, bøger, avisartikler, debatter, blogs, anmeldelser, biografier om hovedpersoner i debatten og mange andre ressourcer.
Den ansvarlige for hjemmesiden er Stefan Frello, matematiklærer med en kandidatgrad i molekylærbiologi/matematik og en ph.d.-grad i plantegenetik i bagagen.
Stefan gør sin personlige holdning til ID-hypotesen klar og tydelig: ”det er en religiøst inspireret idé, der ikke fortjener navn af videnskabelig teori, og som ikke har bidraget, eller kan bidrage, med noget brugbart til videnskaben”
Men han formår på fineste vis at adskille fakta og personlige holdninger på siden. Alt bliver præsenteret sobert og objektivt, samtidig med at der ikke lægges fingre i mellem når personer og synspunkter analyseres.
ID er godt nok ”stendød” som aktiv teori i Danmark (som der p.t. står i toppen af Stefans hjemmeside), men siden udfylder et hul i den nationale behandling af ID-våset.
Faktisk burde den ligge lige til højrebenet som udgangspunkt for en idehistorie-studerende, der kunne tænke sig at skrive speciale om Intelligent Designs ankomst, sprællen rundt og uddøen i Danmark. Alle kilderne ligger klar…
Darwin og Archaeopteryx i Århus
- nej, det er ikke titlen på endnu en fordomsfuld vittighed om de gode borgere i hovedlandets hovedstad.
Nu på lørdag – den 14. november – er jeg nemlig i Århus. Jysk Stenklub har inviteret mig til at fortælle om fortidsfuglen Archaeopteryx og hvad den betød for Charles Darwins’ evolutionsteori. Selvom Darwin var utrolig glad for fossilet, der på fineste vis bekræftede hans nye teori, udnyttede han den stort set ikke i sine videnskabelige skrifter. Hvorfor ved man faktisk ikke (Kritsky, 1992).
Det gjorde en af evolutionsteoriens ivrigste fortalere, Thomas Henry Huxley, til gengæld. Han sammenlignede Archaeopteryx og strudse med skeletterne af de få kødædende dinosaurer (bl.a. Megalosaurus og den lille Compsognathus), man kendte på det tidspunkt. På den baggrund foreslog Huxley at fuglene nedstammede fra dinosaurerne (Huxley, 1868; 1870). Hans hypotese om at fugle kunne være nedstammet fra dinosaurerne blev efterfølgende debatteret vidt og bredt. Hypotesen blev dog først slået endelig fast i midten af 1990’erne, da man begyndte at finde en mangfoldighed af fossile dinosaurer med fjer i aflejringer fra Kina.
Foredraget begynder klokken 14.30 i Jysk Stenklub. Jeg skal hilse og sige fra stenklubben, at alle er velkomne. Jysk Stenklub har til huse på Åby Bibliotek, Ludvig Feilbergs Vej 7, 8230 Åbyhøj og dørene åbner allerede klokken 13, hvor man kan snakke sten og fossiler, samt hygge.
I første halvdel af foredraget fortæller jeg om de forskellige hypoteser om fuglenes evolution fra Darwins evolutionsteori og frem til i dag. Derefter vil der være en pause med mulighed for Archaeopteryx-petting. Til sidst gennemgår jeg om den nyeste model for hvordan små, fjerklædte dinosaurer udviklede sig til fugle.
Videre læsning
Huxley, T. H. (1868): On the animals which are most nearly intermediate between the birds and reptiles. Annual Magazine, Natural History 4, s. 66-75
Huxley, T. H. (1870): Further evidence of the affinity between the dinosaurian reptiles and birds. Quarterly Journal of the Geological Society, London 26, s. 12-31
Kritsky, G. (1992): Darwin’s Archaeopteryx prophecy. Archives of Natural History 19 (3), s. 407-410
Lindow, B.E.K. (2008): Archaeopteryx, s. 361-388 i: Brian Regal (ed.): Icons of Evolution. An Encyclopedia of People, Evidence, and Controversies. Volume II. Greenwood Press, Westport, Connecticut
Lindow, B.E.K. (2009): Da dinosaurerne fik fjer – Kompendium. Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, 19 s.
Uintelligent design
Det nyeste nummer af tidsskriftet Natur og Museum er en særdeles velskrevet og pædagogisk gennemhulning af Intelligent design-hypotesen. Hæftet indeholder mange gode eksempler på evolutionens kortsynede og uplanlagte virkningsmåde og kan fungere strålende i et undervisningsforløb om evolution. Både som tillægslæsning, og så sandelig også som en pædagogisk gennemgang af evolutionens resultater i praksis.

Vi har med den vanlige lækre standard fra Natur og Museum at gøre; et hæfte på 35 sider med formatet 17 * 24 cm. Papir i virkelig god kvalitet med tekst i tre spalter og masser af relevante farvefotos samt gode, informative og pædagogiske figurer.
Uintelligent design er skrevet af biolog Jan Gruwier Larsen fra Naturhistorisk Museum. Sproget er levende, velformuleret, pædagogisk og ofte yderst underholdende – vel at mærke uden at være anstrengende! Mit personlige favoritcitat er om hvalernes rudimentære bagben, der ”nu ligger og flyder rundt inde i dyret som en glemt operationstampon” (s. 14).
Jan begynder med at slå fast, at naturen ikke er en velsmurt maskine i harmoni med sig selv og tager derefter fat på mennesket selv. Det står hurtigt klart, at vi er et oprindeligt firebenet dyr, der blev rettet op til at gå på to ben – med skadelige og smertefulde konsekvenser for vores rygsøjle. For ikke at tale om den fuldstændig åndssvage konstruktion af bækkenet, som kan gøre fødslen til en potentielt (og reelt) dødbringende affære for såvel moder som barn.
Derefter er det bløddelenes tur. ”Designeren” afsløres som en klamphugger af rang, når det gælder blikkenslagerarbejdet på kroppens indre organer som urinveje, sædledere, samt luft- og spiserør. Denne gang er det hannerne, der har fået den værste omgang med rige muligheder for bøvl med prostataen og lyskebrok, for bare at nævne et par designfejl.
Grunden til bøvlet skal ikke placeres hos en uduelig designer, men skyldes at der evolutionært er skruet hovedløst trinvist på en ellers nogenlunde velfungerende fisk igennem 400 millioner år. Man aner inspirationen fra Neil Shubins anbefalelsesværdige bog Your inner fish (2009), som også er behørigt citeret i hæftets afsnit med supplerende læsning.
Så følger en god gennemgang af eksempler på, hvordan forskellige organismers historiske anatomiske bagage giver begrænsninger. At de største havdyr er og var forhenværende landdyr og ikke fisk, skyldes at fisks enkle blodkredsløb ikke tillader dem at blive virkeligt store; udviklingen af vinger har sine fordele og bagdele – ikke mindst hvis man er en flagermus; og leddyrenes ydre kitinskelet sætter alvorlige begrænsninger på hvor store de kan blive.
Tilfældighedernes spil og kampen om tilgængelige nicher er næste tema. Det pointeres på fineste vis, at når en gruppe allerede har okkuperet en økologisk niche, så er det næsten umuligt for en ny at møve sig ind. Hvilket forklarer hvorfor vi ikke ser en gruppe amfibiske fisk tage den evolutionære tur op på land igen: Tiktaaliks og Acanthostegas fjerne tip-tip-tip-niecer og -nevøer har allerede sat sig tungt på nichen ”landhvirveldyr”.
Dernæst følger et i mine øjne noget irrelevant afsnit om hypoteserne om menneskets udvikling af tobenet gang. Selvom man får en god introduktion til ”udsynshypotesen” og viser tilbage til det afsnit om menneskeskelettets begyndelse hos et firebenet dyr, så alligevel. Det kører også lidt for meget ud af en meget hypotetisk tangent når ”vandabehypotesen” overføres til elefanterne, hvor den evolutionære drivkraft bag snabelen foreslås at være brugen som snorkel.
Her synes jeg, at man i stedet kunne have brugt nogle sider på nogle af de mest eklatante eksempler på direkte idiotisk ”design” i naturen, der virkelig kunne banke beskeden ind i læseren.
Jeg nævner i flæng:
1) Flyvevinger hos nogle Skyggebiller (slægten Eleodes spp.) – flyvevinger, der er fuldstændigt ubrugelige fordi de overliggende dækvinger er vokset sammen (Brues, 1903).
2) Vingerester hos kiwier. De har overhovedet ingen funktion…
3) Den tilbagevendende strubenerve (n. laryngeus recurrens), der styrer stemmebåndene, men åbenbart er nødsaget til at løbe en tur ned omkring hjertet og tilbage igen. Totalt overforbrug af dyre ressourcer – især hos giraffer, der godt nok har 6 meter strubenerve, men så til gengæld ikke rigtig siger noget.
4) Rudimentære øjne hos blinde hulefisk, der lever hele deres liv i fuldstændigt mørke.
5) Hvirveldyr-øjets ”omvendte” nethinde samt den ”blinde plet”. Sidstnævnte skyldes en pløk-åndssvag trækning af synsnerverne igennem synscelle-området. At ”designeren” bommede her er bemærkelsesværdigt, når han/hun åbenbart kunne lave en lignende konstruktion uden disse fejl hos blæksprutter. Sidstnævnte kan man dog også gøre sig klog på i det yderst læseværdige Natur og Museum-hæfte om øjnes funktion og evolution (Hansen, 2008: s. 8-9).
Til gengæld er det afsluttende afsnit om ”Occams barberkniv” intet mindre end en pædagogisk perle. Jan bruger et hverdagseksempel om forsvundne bilnøgler som en letforståelig indgang til hvordan man danner videnskabelige forklaringsmodeller og afprøver deres sandsynlighed. Det er et yderst velskrevet lille afsnit og der forklarer hvorfor Intelligent design ikke er videnskab: hypotesen kan hverken afprøves eller modbevises. Samtidig får vi en velformuleret forklaring på hvad videnskabelige hypoteser og teorier er i modsætning til vores dagligdags, løse brug af udtrykket ”teori”.
Overordnet kan jeg på det varmeste anbefale Uintelligent design-hæftet, både til brug i undervisningen og til egen fornøjelse. Det er som sagt velskrevet og pædagogisk værk, der formidler i et levende og underholdende sprog, med gode figurer og relevante billeder – en fryd at læse. Få det endelig med ind i evolutions-undervisningen.
Natur og Museum Nr. 3 (2009): Uintelligent design.
Naturhistorisk Museum, Århus, 35 s.
ISSN 0028-0585 (Hæfte) DKK 60,-
Tak til Claus Priest og Jonas Paludan for at gøre mig opmærksom på hæftet.
Videre læsning:
Brues (1903): The Structure and Significance of Vestigial Wings among Insects. Biological Bulletin 4 (4), s. 179-190
Hansen, P. (2008): Øjne. Natur og Museum 47 (1), 35 s.
Shubin, N. (2009): Your inner fish: A journey into the 3.5-billion-year history of the human body. Pantheon Books, New York, 229 s.


