Som nævnt i det forrige blogindlæg er SNMs to konservatorer Joakim Engel og Mikkel Høegh Post i øjeblikket i Argentina for at lave feltstudier på det sted hvor Charles Darwin udgravede skeletter af forhistoriske pattedyr. Deres undersøgelse skal bruges til at genskabe et diorama over kystklinten ved Punta Alta til den kommende Darwin-udstilling på Statens Naturhistoriske Museum.
”Jeg gik op til Punta alta for at lede efter fossiler; & til min store glæde fandt jeg hovedet af et stort dyr, indlejret i en blød klippe. – Det tog mig næsten 3 timer at få det ud: Så vidt jeg kan bedømme, er det allieret med Næsehornet. – Jeg fik det ikke om bord før nogle timer efter det var mørkt. -” (Darwins Beagle dagbog, 23. september 1832).
Hvilke fossiler var det så Darwin fandt? Jo, først og fremmest rester af ikke mindre end fire slags kæmpedovendyr (nærmere bestemt Megatherium, Megalonyx, Mylodon og Scelidotherium). Det ovennævnte kranium var ikke fra et næsehorn, men tilhørte derimod kæmpedovendyret Megatherium. Darwins fejlbestemmelse skyldes sandsynligvis, at han dels ikke vidste nok om disse mærkværdige dyrs anatomi, dels at han ikke havde datidens palæontologiske standardopslagsværk om uddøde hvirveldyr, franskmanden George Cuviers Recherches sur les ossemens fossiles de quadrupèdes, med sig i HMS Beagles ellers righoldige bibliotek (Herbert, 2005).
Et år senere fandt Darwin faktisk et næsten komplet, sammenhængende skelet af kæmpedovendyret Scelidotherium:
”gran bestia fuldkomment nonsens: Dyret af hvilket hele skelettet lå i stykker af sten, nogenlunde i rette sammenhæng & indlejret i sand” (Darwins Feltnotesbog EH 1.11, 1. september 1833)
Af særlig interesse for dovendyr-siden af historien, er at Mikkel Post lavede sit specialeprojekt på konservatorskolen om netop kæmpedovendyr. Det gik ud på at lave en rekonstruktion af et kæmpedovendyr i fuld størrelse og derfor kommer der selvfølgelig til at være sådan et i den nye Darwin-udstilling. Jeg kan også afsløre at Zoologisk Museums skeletter af kæmpedovendyr og skjolddyr, som Dr. Valdemar Lausen og P. W. Lund bragte hjem fra Brasilien, også bliver opstillet igen i den nye udstilling – glæd jer!
Tilbage til Darwin; foruden de mange rester af kæmpedovendyr fandt han også tænder og kæbefragmenter af toxodonten Toxodon, ovennævnte skjoldfragmenter af et skjolddyr, samt tænder af en litoptern og en uddød hest (Equus curvidens).
Alt materialet blev pakket og sejlet tilbage til England, hvor Richard Owen beskrev det videnskabeligt og blandt andet navngav et af kæmpedovendyrene efter Darwin: Mylodon darwinii.
Selvom ovennævnte rester af store, imponerende pattedyr bestemt er spændende, er de mange skaller af muslinger og snegle Darwin også fandt, ligeså interessante. I modsætning til pattedyrene, der alle var uddøde, så tilhørte skallerne alle nulevende arter:
”Disse skaller, tyve i antal, sammen med en Balanus og to koraller, er alle nutidige arter, der stadig bebor de omkringliggende have…” (Darwin 1876: s. 9)
Hestetanden, som Darwin fandt ved en nærliggende lokalitet, satte også tanker i gang:
”… ved St. Fe Bajada fandt jeg en hestetand i den samme skrænt sammen med dele af en Megatherium; hvis det ikke havde været en hestetand, havde jeg aldrig et øjeblik tvivlet på, at den var samtidig med Megatherium’en…” (Darwins Beagle dagbog, 7. september 1833)
Nærmere bestemt var Darwins tanker: De store uddøde dyr var helt klart samtidige med nulevende arter (molluskerne og hesten). Hvordan kunne det være at nogle af dyrene var uddøde, mens andre havde overlevet? I så fald måtte de store dyr jo være uddøde for ganske kort tid siden?
Længe efter hans verdensomsejling med HMS Beagle, vendte Darwin gentagne gange tilbage til de uddøde pattedyr, han havde udgravet. Hvorfor fandtes disse uddøde kæmpeformer kun i Syd- og Nordamerika, ligesom de nutidige dovendyr og bæltedyr? Hvad var forbindelsen mellem de uddøde og nulevende former? Var det fordi der var et decideret slægtskab mellem dem? Darwin nævnte senere i sine bøger, at netop tanken om et slægtskab mellem disse uddøde og nulevende dyr var noget af det, der lå til grund for hans begyndende tanker om evolutionsteorien.
Videre læsning:
Darwin, C. R. (1876): Geological observations on the volcanic islands and parts of South America visited during the voyage of H.M.S. ‘Beagle’. 2d edition. London: Smith Elder and Co, 648 s., 5 pls.
Herbert, S. (2005): Charles Darwin, geologist. Cornell University Press, 485 s.
Keynes, R.D. (2003): From Bryozoans to Tsunami: Charles Darwin’s Findings on the Beagle. Proceedings of the American Philosophical Society 147 (2), s. 103-127
