Første udgave af Charles Darwins banebrydende bog Om Arternes Oprindelse udkom i 1859. Det første fossil af Archaeopteryx, en næsten perfekt ”darwiniansk overgangsform” mellem dinosaurer og fugle blev fundet i 1861 – kun to år efter. Så kunne man jo tro, at Darwin udnyttede dette ekstraordinære fossil fuldt ud i bevisførelsen for sin nye evolutionsteori. Men det gjorde han mærkværdigvis ikke!

I Arternes Oprindelse beskrev Darwin for første gang sin evolutionsteori, og etablerede dermed evolutionsbiologien som en velunderbygget videnskab. Hans nye teori medførte imidlertid også dramatiske ændringer i den gængse opfattelse af den levende verden og specielt af menneskets plads i naturen. Alle levende væsener (og dermed også mennesket) var ikke længere blevet skabt ved guddommelig indgriben, men havde udviklet sig fra mere primitive former. Der var med andre ord ikke længere brug for Guds skaberkraft til at forklare denne verdens mangfoldighed og teorien viste at en bogstavelig fortolkning af Bibelens skabelsesberetning måtte være forkert. Darwins nye teori blev derfor med det samme udsat for angreb fra konservative tilhængere af det gamle, ikke-evolutionære og statiske verdenssyn.

Modstanderne havde dog det ikke uvæsentlige problem, at Darwins teori var baseret på en enorm mængde velfunderede observationer indenfor biologi og geologi, og rationelle, empiriske slutninger baseret på disse observationer. Dette var fuldstændig i modsætning til tidligere ’transformistiske’ teorier om dyrenes og menneskets oprindelse (som f.eks. Robert Chambers‘ Vestiges of Creation), der baserede sig på mere eller mindre velkonstruerede retoriske eller metafysiske argumenter. Sidstnævnte kunne derfor let pilles fra hinanden med tilsvarende retoriske virkemidler (Mayr, 1970).

Med Darwins teori forholdt det sig anderledes; her kunne ordspil og sofistiske eller apologetiske krumspring ikke gøre sig. Der var brug for at modgå Darwin med observationer og fakta, der effektivt modbeviste hans teori; data skulle sættes op mod data. Observationer, der direkte modbeviste evolutionsteorien kunne man dog ikke finde (og har i øvrigt endnu ikke fundet noget). Derfor blev de mest velunderbyggede angreb oftest forankret i ”hullerne” i den nye teori; den tilsyneladende mangel på nulevende eller fossile mellem- eller stamformer mellem forskellige dyr.

En af de evolutionsmodstandere, der fór i blækhuset var professor og geolog Louis Agassiz ved Harvard Universitetet i USA. Agassiz (der standhaftigt forblev evolutionsmodstander til sine dages ende) brugte blandt andet manglen på en mellemform mellem fugle og en hvilken som helst anden dyregruppe som argument i en kritisk anmeldelse af Arternes Oprindelse i 1860. Han noterede sig at:

”Transmutationsteoriens [:evolutionsteoriens] tilhængere … kan aldrig vise klart, at Fugle-klassens klart afgrænsede karakterer er resultatet af fælles nedstamning af alle Fugle, for den første Fugl må have været broder eller fætter til et eller andet dyr, der ikke var en Fugl, siden der er andre dyr udover Fugle i denne verden, som ingen fugl er så nært beslægtet som den er til sin egen klasse.” (Agassiz, 1860 citeret i Mayr, 1970: s. 302).

Med andre (og lidt mindre snørklede) ord: sammensætningen af anatomiske træk hos fugle (fjer, næb, og særlige knogler m.m.) var så unik og afgrænset, at de reelt set ikke havde nogle potentielle slægtninge blandt nogle andre kendte dyregrupper, levende eller fossile.

Men mindre end et år senere, i 1861, dukkede det første eksemplar af Archaeopteryx op, et dyr som mindede mere om et krybdyr end en fugl, og alligevel var en klar mellemform imellem de to grupper, og som fuldstændig knuste Agassiz’ argument.

Det første forvarsel om det kommende fund blev gjort allerede i 1860, hvor en arbejder i et stenbrud nær byen Solnhofen i Bayern opdagede en fossil fjer i kalkstenen. Den fossile fjer blev beskrevet i en videnskabelig artikel af den tyske palæontolog Hermann von Meyer i 1861(a). Det utrolige var, at selvom fjeren var millioner af år gammel, havde den et fuldstændig moderne udseende og lignede på en prik svingfjeren hos nulevende fugle. Dette fossil dokumenterede ene og alene tilstedeværelsen af fugle i den geologiske fortid længe inden nogen havde forventet det. Og mindre end en måned senere, kunne von Meyer berette om et nyt fund i kalkstenen:

”Samtidigt hører jeg fra Overdommeren, Hr. Witte, at et næsten komplet skelet af et dyr dækket med fjer er blevet fundet i den litografiske skifer … Archaeopteryx lithographica er et navn, som jeg finder passende for dyret.” (von Meyer, 1861b).

I overensstemmelse med de internationale love om den videnskabelige navngivning af dyr og planter havde von Meyer givet fossilet sit nye, officielle navn: ”Den gamle vinge fra den litografiske kalksten”.

Selvom det nye fossil godt nok havde fået sit videnskabelige dobbeltnavn, var der ikke engang blevet offentliggjort figurer eller en beskrivelse af det. Men det nye fossils indflydelse på den igangværende debat om Darwins evolutionsteori stod med det samme klart for flere. I en artikel med titlen Om et nyt, angiveligt med fuglefjer forsynet Krybdyr fra den Litografiske Skifer ved Solnhofen, der blev udgivet bare et par måneder efter von Meyers første rapport om fossilet, skrev den Bayerske geolog, professor Johann Andreas Wagner (igen uden at have set fossilet):

”Til sidst må jeg tilføje et par ord for at afværge en darwiniansk fejltolkning af vort nye krybdyr. Et første blik … vil sikkert give det indtryk at vi har med en mellemform at gøre, midt i overgangen fra krybdyr til fugl. DARWIN og hans tilhængere vil sikkert gøre brug af det nye fund som et overordentlig velkomment tilfælde til at retfærdiggøre deres mærkværdige syn på dyrenes transformation. Men deri vil de tage fejl” (Wagner, 1861).

Selvom fossilet endnu ikke var beskrevet, var de første beretninger om dets natur som overgangform mellem krybdyr og de hidtil afstamningsmæssigt isolerede fugle, et slag lige i ansigtet på evolutionsmodstanderne!

Archaeopteryx-fossilet blev købt af British Museum i London, til ærgrelse for flere tyske museer, for 450 Engelske Pund. Dette var en enorm sum; på det tidspunkt svarede beløbet til 5-10 gange årslønnen for en faglært arbejder (Shipman, 1998). Det ankom til British Museum den 1. oktober 1862 og den berømte engelske anatom og palæontolog Richard Owen fik til opgave at beskrive det videnskabeligt. Owen arbejdede hurtigt med fossilet og præsenterede sine resultater i et foredrag i The Royal Society den 20. november samme år. Imidlertid var Owen bestemt ikke tilhænger af Darwins evolutionsteori. Det betød at han overhovedet ikke betragtede Archaeopteryx som en overgangsform mellem krybdyr og fugle, hvilket hans beskrivelse klart viser (Owen, 1862).

Dette forhold blev bemærket af den britiske palæontolog Hugh Falconer, der var tilhører til foredraget. I januar 1863 skrev han i et brev til Darwin (der vanen tro havde lagt sig syg da Owen skulle præsentere fossilet):

”Min Kære Darwin,
… Du har aldrig været mere savnet – i hvert fald af mig – for der har været denne store darwinianske sag omkring Archaeopteryxen som vi kunne have haft en lang snakken om. Var kalkbruddene i Solnhofen blevet bestilt – ved ophøjet ordre – til at frembringe et mærkværdigt væsen à la Darwin – kunne det ikke være udført smukkere – end med Archaeopteryxen … Hav ingen tiltro til den sjuskede og forhastede beskrivelse som er givet til The Royal Society. Det er et meget mere forbavsende væsen – end det er indgået i beskriverens [:Owen] fatteevne …” (Falconer til Darwin, 3. januar 1863).

Falconer genkendte (i modsætning til Owen) med det samme fossilet som en mellemform mellem krybdyr og fugle (og pointerede i tilgift hertil flere udeladelser og forglemmelser i Owens beskrivelse) (Kritsky, 1992).

Darwin blev henrykt over nyheden om det nye fossil og skrev hurtigt tilbage til Falconer, hvor han udbad sig flere oplysninger:

”Min Kære Falconer,
… Jeg ønsker særligt at høre om den vidunderlige Fugl; tilfældet har henrykket mig, fordi ingen gruppe er så isoleret som Fuglene …” (Darwin til Falconer, 5. januar 1863).

Samme glæde gav Darwin udtryk for i et samtidigt brev til den amerikanske geolog James Dana:

”Min Kære Prof. Dana
… Den fossile Fugl med den lange hale og fingre ved vingerne (jeg hører fra Falconer at Owen ikke har gjort sit arbejde godt) er uden tvivl det væsentligste fossil i nyere tid. Dette er en stor sag for mig; da ingen gruppe er så isoleret som fuglene; & den viser hvor lidt vi ved hvad der levede i forne tider …” (Darwin til Dana, 7. januar 1863)

Men selvom Archaeopteryx var et yderst stærkt bevis for hans evolutionsteori, nævnte han den alligevel kun kort i få sætninger i senere udgaver af Arternes Oprindelse. Som her i 6. udgaven fra 1872:

”… den mærkværdige fugl, Archeopteryxen[sic], med en lang krybdyr-agtig hale, der bærer et par fjer på hvert led, og hvis vinger er forsynet med to frie kløer, er blevet fundet i de oolitiske skifre fra Solnhofen. Der er vist ikke noget nyligere fund end dette som mere virkningsfuldt viser, hvor lidt vi ved endnu ved om denne verdens fortidige indbyggere” (Darwin 1872: s. 284)

og

”Selv det store gab mellem fugle og krybdyr har kunnet vises at blive delvis dækket … på den mest uventede måde, ved på den ene side strudsen og den uddøde Archeopteryx[sic] og på den anden side af Compsognathusen, en af dinosaurerne…” (Darwin 1872: s. 302)

I hans anden større evolutionære bog, Menneskets Afstamning og Parringsvalget, får Archaeopteryx også kun en enkelt linje med, når Darwin skal diskutere fossile mellemformer:

”… Dinosaurerne er i mange vigtige karakterer mellemliggende mellem visse krybdyr og visse fugle – fuglene værende strudse-stammen … og Archaeopteryxen, den mærkværdige Sekundære [:mesozoiske] fugl, med lang krybdyr-lignende hale.” (Darwin, 1882: s.158).

Hvorfor Darwin ikke udnyttede og brugte Archaeopteryx mere som et bevis i senere udgaver af Arternes Oprindelse, kan man kun gisne om. Fossilet var jo en fantastisk bekræftelse på hans teoris videnskabelige evne til at forudsige kommende fund. Alligevel gjorde han ikke mere ud af det i sine videnskabelige værker selvom man kan se af hans private breve, at han var overordentligt glad for fossilet (Kritsky, 1992).

Men man kan alligevel undres. Havde det været i dag og havde Darwin været som nutidens forskere er flest, havde han nok malket det lille kræ for alt hvad dens små vinger kunne bære i talrige artikler og bøger.

Videre læsning:

Darwin, C.A. (1872): On the Origin of Species by Means of Natural Selection, or the Preservation of Favoured Races in the Struggle for Life. Sixth Edition, with Additions and Corrections. John Murray, London, 458 s.

Darwin, C. (1882): The Descent of Man; and Selection in Relation to Sex. 2nd Edition. John Murray, London, 694 s.

Kritsky, G. (1992): Darwin’s Archaeopteryx prophecy. Archives of Natural History 19 (3), s. 407-410

Lindow, B.E.K. (2008): Archaeopteryx, ss. 361-388 i: Brian Regal (ed.): Icons of Evolution. An Encyclopedia of People, Evidence, and Controversies. Volume II. Greenwood Press, Westport, Connecticut

Mayr, E. (1970): Agassiz, Darwin and evolution, pp 299-307 In: Appleman, P. (ed.): Darwin. Norton, New York.

von Meyer, H. (1861a): Vogel-Federn und Palpipes priscus von Solnhofen. Neues Jahrbuch für Mineralogie, Geologie und Palaeontologie 1861, s. 561

von Meyer, H. (1861b): Archaeopteryx lithographica (Vogel-Feder) und Pterodactylus von Solnhofen. Neues Jahrbuch für Mineralogie, Geologie und Palaeontologie 1861, s. 678-679

Owen, R. (1862): The Archaeopteryx from Solenhofen. Philosophical Transactions of the Royal Society of London 153, s. 33-47

Shipman, P. (1998): Taking wing: Archaeopteryx and the evolution of bird flight. Simon & Schuster, New York, 336 s.

Wagner, J.A. (1861): Über ein neues, angeblich mit Vogelfedern versehenes Reptil aus dem Solnhofener lithographischen Schiefer. Sitzungsbericht Bayerische Akademie für Wissenschaften 2, s. 146-154