En ny dinosaur med fossile rester af fjer er nys blevet beskrevet i tidsskriftet Nature. Det er en lille kødæder fra det indre Mongoliet, der tilhører gruppen Maniraptora og har fået navnet Epidexipteryx hui. Slægtsnavnet Epidexipteryx er lidt af en spiritusprøve (sig det hurtigt ti gange i træk!) og betyder ”opvisningsfjer” på græsk (Zhang et al., 2008).
Som man kan læse på videnskab.dk er det netop fjerene, der er det spændende og overraskende ved det nye fossil. Og ikke kun fordi der er tale om de ældste fossile fjer, der hidtil er fundet.
Det overraskende var snarere den slags fjer man fandt på fossilet. Foruden de pelsagtige protofjer, der efterhånden kendes fra et væld af fjerede dinosaurer og primitive fugle, fandt man også fire lange halefjer. Og de er meget anderledes, end hvad de gængse modeller for fjers udvikling hidtil har antaget!
De modeller (som ellers er velunderstøttet af fossiler) forudser et stadie med et skaft i midten og med en fane, der består af en række stråler, der grener sig ud fra siden af skaftet ud (stadie IIIa hos Prum & Brush, 2002). Epidexipteryx’ halefjer har godt nok et skaft, men ikke nogle stråler. Nej, hos den består fanen tilsyneladende af en uforgrenet plade. Meget mærkværdigt!
En sådan struktur havde man umiddelbart ikke forventet at finde. Næste (for tiden åbne) spørgsmål er så: er der tale om et hidtil uforudset mellemstadie, hvor ”pladen” splitter op i enkelte stråler; eller er det en separat udvikling hos Epidexipteryx, hvor strålerne på halefjerene er ”vokset sammen igen”, så at sige.
(Ja, jeg ved det godt: ”vokset sammen igen” er noget vås, set fra et molekylært udviklingssynspunkt. Men dette er formidling; her er det tilladt at forenkle sine forklaringer noget. Ellers ville det blive et meget langt blogindlæg om de molekylære signalmoduler Shh og Bmp2’s funktion. Pedanter kan i stedet sætte sig i en hyggelig sofa med en kop kaffe og Harris et al., 2002 samt Prum, 2005).
Da der ikke er tegn på, at Epidexipteryx kunne flyve (eller nedstammer fra flyvende former), viser det at den slags fjer blev brugt til opvisning og måske til balancestang, når den bevægede sig.
Endvidere har Epidexipteryx også en gump (en sammenvoksning af de bageste halehvirvler) til at holde de muskler de lange halefjer sidder på. Det er hidtil kun fundet hos to andre kødædende dinosaurer: Similicaudipteryx fra tidlig Kridt og Nomingia fra slutningen af Kridttiden.
Epidexipteryx er dermed kun den tredje kendte dinosaur med en gump; det er ellers i højeste grad et anatomisk træk man forbinder med fugle. De mest primitive fugle man kender, Archaeopteryx og Jeholornis har ikke en gump, det opstår først senere i udviklingen med den 125 millioner år gamle Zhongornis (Gao et al., 2008).
Endelig har Darren Naish, Carl Zimmer og Live Science også kommenteret på det nye fossil.
Videre læsning:
Gao, C., Chiappe, L.M., Meng, Q., O’Connor, J.K., Wang, X., Cheng, X. & Liu, J. (2008): A new basal lineage of early Cretaceous brids from China and its implications on the evolution of the avian tail. Palaeontology 51 (4), s. 775-791
Harris, M.K., Fallon, J.F. & Prum, R.O. (2002): A Shh-Bmp2 developmental module and the evolutionary origin and diversification of feathers. Journal of Experimental Zoology (Molecular Development and Evolution) 294, s. 160-176
Prum, R.O. & Brush, A.H. (2002): The evolutionary origin and diversification of feathers. The Quarterly Review of Biology 77 (3), s. 261-295
Zhang, F., Zhou, Z., Xu, X. Wang, X. & Sullivan, C. (2008): A bizarre Jurassic maniraptoran from China with elongate ribbon-like feathers. Nature 455, s. 1105-1108
7 kommentarer
Hmmm, de fjer, der omtales i artiklen, kan da godt minde en del om de to lange fjer på hovedet af kongeparadisfuglen, Pteridophora alberti. Her sidder der en række plader på den ene side af fjerskaftet. Man kunne vel kigge lidt nærmere på, hvordan de dannes og sammenligne med dinosaurfundet.
Jørn Madsen
[Beklager den forsinkede godkendelse af denne udmærkede kommentar, men jeg har været væk på feltarbejde de sidste tre uger – Bent Lindow]
Det er vel også bemærkelsesværdigt, at en af de tidligste ‘rigtige fugle’ fra Liaoning (ca 125 mill år), den først fundne, Confuciusornis, hos de såkaldte ‘hanner’ har to lange halefjer, hvis faner ikke er delt op, men ligner tynde plader. Det ku’ således være et gammelt og oprindeligt træk OGSÅ at kunne danne ‘fjer’ på den måde. Den lille Psittacosaurus fra Liaoning har jo også lange ‘halefjer’ næsten hele vejen rundt, som kun består af et kraftigt skaft. Ontogenetisk er disse hornprodukter jo muligvist simplere, da det ikke kræver den fint kontrollerede celledød, som fører til dannelsen af adskilte stråler (og evt bistråler) i et ret kompliceret mønster (Harris, Fallon & Prum 2002; Prum & Bush 2002).
Her ku’ undersøgelser af kongeparadisfuglen måske give et hint, selvom det jo med garanti er en meget ny opfindelse og ikke et ‘oprindeligt fugletræk’. Der er også nogle få andre fugle nævnt i litteraturen med ‘pladeformede’ fjer, sådan som vi nævner og afbilder det i vort kritiske MS om Longisquama (endnu ikke publ efter afvisning) – heller ikke her er der dog tale om primitive træk – men mekanismen ku’ jo godt svare til et ret oprindeligt stadium trods alt. Måske en slags ‘atavisme’.
I øvrigt ville jeg ikke tro de kinesere over en dørtærskel angående deres påståede jurassiske aldre – det kan meget vel være utroværdig ønsketænkning uden faktuel baggrund, og den virkelige alder være Tidlig Kridt, måske som Liaoning. De påstår til stadighed at nogle af de såkaldte ‘Lycoptera-faunaer’ og lign. er sen Jura, men det er vist aldrig ‘bevist’. Også Liaonings abs daterede (på askelag eller intrusioner) søaflejringer er Lycoptera-faunaer
M v h Niels Bonde, Geol Inst, Kbh
Gode tanker!
Har vi en speciale- eller bachelorstuderende et-eller-andet sted som vi kan pudse på et morfologisk studie af Kongeparadisfuglens fjer? Og ikke mindst en nævefuld (levende) Kongeparadisfugle, hvis fjervækst vi kan studere
.
Som en krølle på halefjeren, kan det nævnes at Confuciusornis-’hannerne’ (med de lange halefjer) ikke nødvendigvis er hanner. Luis Chiappe og kolleger (2008) har for nyligt undersøgt om der var nogen sammenhæng mellem størrelse og tilstedeværelse/fravær af halefjer hos Confuciusornis. De udførte en morfometrisk analyse (principal component analysis) på 106 fossile eksemplarer. Deres resultater viser at fossilerne fordeler sig godt nok på to størrelsesgrupper. Men der er ingen sammenhæng mellem størrelse og tilstedeværelsen af lange halefjer.
Så hvis de lange halefjer er en kønskarakter hos Confuciusornis, hænger det ikke sammen med kønsforskelle i størrelsen.
Videre læsning:
Chiappe, L.M., Marugán-Lobón, J., Ji, S. & Zhou, Z. (2008): Life history of a basal bird: morphometrics of the Early Cretaceous Confuciusornis. Biology Letters doi:10.1098/rsbl.2008.0409
Andrea Cau
en Italiener der har en spændende blog, om paleontologi / fjerklædte dyr/fugle. Det må være af interesse for dig Bent Lindow!
@Mette Damgaard
Hjertelig tak for den henvisning – meget brugbar!
- og for de interesserede er her et link til Andrea Cau’s udmærkede blog:
Theropoda
Foruden fantastiske tegninger og rekonstruktioner, indeholder den rigeligt med kommentarer til den nyeste forskning og dybe tanker om de kødædende dinosaurer og fuglenes udvikling (så vidt oversættelsesprogrammet tillader mig at forstå).
- og endelig kan man jo kun ærgre sig over, at man ikke har lært italiensk…
Hej Bent
Mit livs første forsøg på en anatomisk beskrivelse af en fugl, gik ud over en Confuciusornis.
Efter at have hygget mig en rum tid, med at finde ud af, hvad der var op og ned og foran og bagpå, sammenlignede jeg mine beskrivelser med nogle af de videnskabelige beskrivelser, der findes af fuglen.
Det viser sig, at der er meget stor variation, bl.a. i antallet af halehvirvler på kræene.
Mit bedste bud er, at de over 1200 fossile Confuciusornis må tilhøre mindst 3-4 forskellige arter.
Jeg diskuterede det over en frokost med Dave Unwin, der kun havde mumlen og hovedrysten til overs for tanken om, at de alle skulle være samme art. Men du kender jo Dave!
Er det korrekt, kan det forklare, at der ikke umiddelbart er overensstemmelse mellem længde og køn.
Ovennævnte er skrevet med det forbehold, at jeg ikke har læst Chiappe artiklen.
Mvh Michael
Hej Michael,
Chiappe et al. (2008) har kun sammenlignet længdemål på følgende knogler: overarm, spoleben, albueben, lårben og skinneben (tibiotarsus).
Jeg kan kun give dig fuldstændig ret i, at der nok er flere (nærtbeslægtede) arter tilstede blandt den store mangfoldighed af Confuciusornis-fossiler. Alt andet ville da også være underligt!
I øvrigt kunne det være interessant hvis nogen har kigget på variationen i antallet af halehvirvler indenfor nutidige fuglearter? Altså variationen indenfor den enkelte art.