Den gode Charles er blevet uretmæssigt beskyldt for meget igennem tiden. Den forkvaklede filosofisk-politiske konstruktion socialdarwinisme, bærer for eksempel Darwins navn, selvom han ikke selv var aktiv i dens udformning.

Et par andre klassikere udi personangreb, der ofte dukker op er ”Darwins evolutionsteori er racistisk” eller ligefrem ”Darwin var racist”. Typisk leveret fra personer, der enten er yderst fromme eller besidder et meget politisk korrekt sindelag, og derfor af forskellige grunde ikke bryder sig om (eller ikke forstår) evolutionsteorien. Senest har en ellers udmærket kritisk anmeldelse i Information af Anton Geist (2009) videregivet dette synspunkt ganske ureflekteret.

Den umiddelbare grund til, at jeg nu farer i blækhuset, er en kommentar fra en åbenlyst uinformeret person. Den dukkede op i et ellers udmærket blogindlæg om Darwin og dinosaurerne af Mette Steeman og affødte en del retfærdig harme og grumlen i læsernes rækker.

Der blev ikke leveret et solidt dementi, så jeg vil efter bedste evne prøve at kaste lys over emnet her: Var Darwin så racist?

Kilderne viser tydeligt at det var han bestemt ikke, målt med datidens standard.

Darwin voksede op i en familie, hvor flere medlemmer var stærkt involveret i bevægelsen mod slaveri; blandt andet hans morfar Josiah Wedgewood som støttede den økonomisk og kulturelt. Det smittede af på Darwin, der fortsatte familiens standpunkt imod slaveri. Under rejsen med Beagle medførte det et alvorligt skænderi med Kaptajn FitzRoy i marts 1832. Darwin mente at slaveri var umenneskeligt og brutalt, mens FitzRoy:

”… forsvarede og berømmede slaveriet, som jeg afskyede, og fortalte mig at han netop havde besøgt en stor slaveejer, som havde kaldt mange af sine slaver til sig og spurgt dem om de var glade, og om de ønskede at være frie, og alle svarede ’Nej’. Jeg spurgte ham derefter, måske hånligt, om han troede at slavernes svar var noget værd i deres herres tilstedeværelse. Dette gjorde ham overordentligt vred …” (Darwins selvbiografi, s. 74)

FitzRoys berygtede temperament kogte over og Darwin blev forvist fra kaptajnens kahyt (hvor han normalt spiste). Efter kort tid kølede FitzRoy dog ned igen, og Darwin fik igen lov til at spise i hans kahyt. Men de diskuterede ikke emnet igen på hele rejsen.

Darwin så til gengæld nok af slaveriets vederstyggeligheder under hans jordomrejse med Beagle, hvor han især i Sydamerika oplevede den uhørte brutalitet og frygtelige umenneskelighed som slaverne blev behandlet med. Var der den mindste tvivl om hans modstand mod slaveri før han tog af sted, så var den tvivl brændt væk inden rejsens sluttede:

”Jeg har set nok til slaveriet & negrenes gemyt, til at væmmes gennemgribende over de løgne & nonsens man hører om emnet i England.” (Darwin til Herbert, 2. juni 1833)

Mange år senere brevvekslede han med den militante slaverimodstander Thomas Wentworth Higginson, som også besøgte Darwin i Down House. Higginson kommanderede 1st South Carolina Volunteers i den amerikanske borgerkrig. Regimentet bestod af undvegne sorte slaver (men havde udelukkende hvide officerer) og var det første af sin art, der blev hvervet til Nordstaternes hær. Efter borgerkrigen skrev Higginson en bog om sine oplevelser, Army Life in a Black Regiment, og den læste Darwin.

Eller rettere; Darwins kone Emma havde læst bogen højt for Darwin, mens han var syg. Den 27. februar 1873 skrev Darwin et brev til Higginson om den ”meget store fornøjelse” det havde været for ham og Emma. Han fortsætter:

”Jeg har altid tænkt vel om negrene, ud fra hvor lidt jeg har set til dem; og jeg er henrykt over at få mine vage indtryk bekræftet, samt deres karakter og mentale evner så dygtigt behandlet.” (Darwin til Higginson, 27. februar 1873).

Ville en fuldblods racist skrive noget så rosende i et privat brev? Højst usandsynligt.

Der er i øvrigt udkommet en ny bog, der behandler Darwins modstand mod slaveriet: Darwin’s Sacred Cause – Race, Slavery and the Quest for Human Origins (Desmond & Moore, 2009). Ifølge anmeldelser søger forfatterne at forklare Darwins slaverimodstand som den drivende kraft bag hans udvikling af evolutionsteorien. Den konklusion er efter Peter Kjærgaards sædvanligvis velbegrundede mening ret uholdbar og uden god kildedækning (Kjærgaard, 2009).

Personligt gætter jeg på, at konklusionen om alle menneskers artsfællesskab og nedstamning i stedet har været en sideeffekt for Darwin – men en yderst kærkommen sådan.

Alt omkring Darwins syn på andre racer er dog ikke idel humanisme og rosenrød medmenneskelig forbrødring. Som Poul Duedahl nys har redegjort for, mente Darwin der var en klar rangfølge, hvor forskellige kulturer og racer befandt sig på forskellige trin fra primitiv til civiliseret. Darwin gjorde det klart at intelligensen, afgjort af hjernestørrelsen, var afgørende (Darwin, 1882; Duedahl, 2009). Vesteuropæere stod selvfølgelig øverst – det forklarede deres (især briternes) succes med at kolonisere og underlægge sig resten af verden:

”I øjeblikket fortrænger civiliserede nationer overalt barbariske nationer … og de lykkes hovedsageligt, men ikke udelukkende, ved deres kunstfærdigheder, som er intellektets produkt” (Darwin, 1882: s. 128)

”På et tidspunkt i fremtiden, ikke særlig fjernt målt i århundreder, vil de civiliserede menneskeracer næsten helt sikkert udrydde og erstatte de vilde racer verden over. Samtidig vil de menneskelignende aber, som Professor Schaaffhausen har bemærket, uden tvivl blive udryddet. Afstanden vil derved blive gjort bredere, for den vil lægge sig i mellem mennesket i en mere civiliseret tilstand, som vi må håbe, end Kaukasieren, og en abe så primitiv som en bavian, i stedet for som nu mellem negeren eller Australieren og gorillaen.” (Darwin, 1882: s. 156)

Disse udtalelser skal ikke tolkes som, at Darwin støttede udryddelsen af mere primitive racer og kulturer, snarere begræd han det. Men det var en kynisk og ærlig observation af, hvad der skete når urbefolkninger og vesteuropæisk civilisation mødtes i 1800-tallet. Han havde selv på nærmeste hold næsten oplevet resultaterne af en hensynsløs bevidst europæisk udryddelseskampagne mod et indfødt folk. Beagle ankom til Tasmanien i 1835 – kun få år efter den tasmanske urbefolkning stort set var blevet udslettet af kolonisterne:

”Da Tasmanien først blev koloniseret blev de indfødte af nogen groft anslået til at være omkring 7000 og af andre til 20,000. … Efter alle kolonisternes berømte jagt … bestod de kun af 120 individer.” (Darwin, 1882: s. 183)

Darwin noterede ellers at urbefolkningerne var godt tilpasset til deres naturlige miljø. Men når de indvandrende europæiske kolonister kom til, drev miljøændringer, tvangsforflytninger, alkohol og sygdomme dem hurtigt til uddøen (Darwin, 1882).

Han mente dog også, at racer og kulturer som et hele kunne bevæge sig op (og ned) i hierarkiet af civilisationstrin (Darwin, 1882). Det synspunkt var i modstrid med datidens almene syn på dem som fastlåste i form og udvikling (Duedahl, 2009).

Efter nutidens målestok er Darwin og hans udtalelser klart racistiske – det kan bevidnes af enhver, der har læst hans værker.

Men at læse og måle Darwin med nutidige briller er groft uagtsomt. Det svarer til at læse Illiaden, Nye Testamente, Ludvig Holbergs komedier eller Huckleberry Finn direkte ind i en nutidig sammenhæng, uden at tage højde for den tid, de er skrevet i.

Og Darwins samtid var racistisk per rygrad i en grad, man kan blive ganske chokeret over. Man støttede en separat skabelse af de forskellige racer (polygenese); somme tider med Bibelen som autoritet, somme tider understøttet af ”videnskabelige” metoder som frenologi og kraniometri. Racismen blev også en naturlig berettigelse for de (selvfølgelig) overlegne europæeres ret til at underlægge sig andre verdensdele og befolkninger – ”bære den hvide mands byrde” (for at citere Kipling). Et synspunkt, der i Europa fortsatte langt ind i 1900-tallet indtil nazismens grusomheder fik folk på bedre tanker. I de amerikanske sydstater fortsatte lovmæssigt understøttet racisme og raceadskillelse indtil 1970’erne…

Efter 1800-tallets målestok var Darwin snarere en blødsøden sødsuppehumanist af den fade slags. Hans idéer om race og menneskenes samhørighed som en enkelt art var væsensforskellige fra hovedparten af hans samtid. Også på det punkt var han en foregangsmand.

Videre læsning:

Barlow, N. (1958): The autobiography of Charles Darwin 1809-1882. With the original omissions restored. Collins, 253 s.

Darwin, C. R. (1882): The Descent of Man; and Selection in Relation to Sex. Second edition. John Murray, 693 s.

Desmond, A. & Moore, J. (2009): Darwin’s Sacred Cause – Race, Slavery and the Quest for Human Origins. Allen Lane, 485 s.

Duedahl, P. (2009): Læst og påskrevet. Slagmark 54, s. 33-45

Geist, A. (2009): Jovist var Darwin racist. Information, 21. februar 2009

Higginson, T.W. (1869): Army Life in a Black Regiment. Projekt Gutenberg

Kjærgaard, P. W. (2009): Fra korstog til kortslutning. Slagmark 54, s. 193-196