Det nyeste nummer af tidsskriftet Natur og Museum er en særdeles velskrevet og pædagogisk gennemhulning af Intelligent design-hypotesen. Hæftet indeholder mange gode eksempler på evolutionens kortsynede og uplanlagte virkningsmåde og kan fungere strålende i et undervisningsforløb om evolution. Både som tillægslæsning, og så sandelig også som en pædagogisk gennemgang af evolutionens resultater i praksis.

Vi har med den vanlige lækre standard fra Natur og Museum at gøre; et hæfte på 35 sider med formatet 17 * 24 cm. Papir i virkelig god kvalitet med tekst i tre spalter og masser af relevante farvefotos samt gode, informative og pædagogiske figurer.

Uintelligent design er skrevet af biolog Jan Gruwier Larsen fra Naturhistorisk Museum. Sproget er levende, velformuleret, pædagogisk og ofte yderst underholdende – vel at mærke uden at være anstrengende! Mit personlige favoritcitat er om hvalernes rudimentære bagben, der ”nu ligger og flyder rundt inde i dyret som en glemt operationstampon” (s. 14).

Jan begynder med at slå fast, at naturen ikke er en velsmurt maskine i harmoni med sig selv og tager derefter fat på mennesket selv. Det står hurtigt klart, at vi er et oprindeligt firebenet dyr, der blev rettet op til at gå på to ben – med skadelige og smertefulde konsekvenser for vores rygsøjle. For ikke at tale om den fuldstændig åndssvage konstruktion af bækkenet, som kan gøre fødslen til en potentielt (og reelt) dødbringende affære for såvel moder som barn.

Derefter er det bløddelenes tur. ”Designeren” afsløres som en klamphugger af rang, når det gælder blikkenslagerarbejdet på kroppens indre organer som urinveje, sædledere, samt luft- og spiserør. Denne gang er det hannerne, der har fået den værste omgang med rige muligheder for bøvl med prostataen og lyskebrok, for bare at nævne et par designfejl.

Grunden til bøvlet skal ikke placeres hos en uduelig designer, men skyldes at der evolutionært er skruet hovedløst trinvist på en ellers nogenlunde velfungerende fisk igennem 400 millioner år. Man aner inspirationen fra Neil Shubins anbefalelsesværdige bog Your inner fish (2009), som også er behørigt citeret i hæftets afsnit med supplerende læsning.

Så følger en god gennemgang af eksempler på, hvordan forskellige organismers historiske anatomiske bagage giver begrænsninger. At de største havdyr er og var forhenværende landdyr og ikke fisk, skyldes at fisks enkle blodkredsløb ikke tillader dem at blive virkeligt store; udviklingen af vinger har sine fordele og bagdele – ikke mindst hvis man er en flagermus; og leddyrenes ydre kitinskelet sætter alvorlige begrænsninger på hvor store de kan blive.

Tilfældighedernes spil og kampen om tilgængelige nicher er næste tema. Det pointeres på fineste vis, at når en gruppe allerede har okkuperet en økologisk niche, så er det næsten umuligt for en ny at møve sig ind. Hvilket forklarer hvorfor vi ikke ser en gruppe amfibiske fisk tage den evolutionære tur op på land igen: Tiktaaliks og Acanthostegas fjerne tip-tip-tip-niecer og -nevøer har allerede sat sig tungt på nichen ”landhvirveldyr”.

Dernæst følger et i mine øjne noget irrelevant afsnit om hypoteserne om menneskets udvikling af tobenet gang. Selvom man får en god introduktion til ”udsynshypotesen” og viser tilbage til det afsnit om menneskeskelettets begyndelse hos et firebenet dyr, så alligevel. Det kører også lidt for meget ud af en meget hypotetisk tangent når ”vandabehypotesen” overføres til elefanterne, hvor den evolutionære drivkraft bag snabelen foreslås at være brugen som snorkel.

Her synes jeg, at man i stedet kunne have brugt nogle sider på nogle af de mest eklatante eksempler på direkte idiotisk ”design” i naturen, der virkelig kunne banke beskeden ind i læseren.

Jeg nævner i flæng:
1) Flyvevinger hos nogle Skyggebiller (slægten Eleodes spp.) – flyvevinger, der er fuldstændigt ubrugelige fordi de overliggende dækvinger er vokset sammen (Brues, 1903).
2) Vingerester hos kiwier. De har overhovedet ingen funktion…
3) Den tilbagevendende strubenerve (n. laryngeus recurrens), der styrer stemmebåndene, men åbenbart er nødsaget til at løbe en tur ned omkring hjertet og tilbage igen. Totalt overforbrug af dyre ressourcer – især hos giraffer, der godt nok har 6 meter strubenerve, men så til gengæld ikke rigtig siger noget.
4) Rudimentære øjne hos blinde hulefisk, der lever hele deres liv i fuldstændigt mørke.
5) Hvirveldyr-øjets ”omvendte” nethinde samt den ”blinde plet”. Sidstnævnte skyldes en pløk-åndssvag trækning af synsnerverne igennem synscelle-området. At ”designeren” bommede her er bemærkelsesværdigt, når han/hun åbenbart kunne lave en lignende konstruktion uden disse fejl hos blæksprutter. Sidstnævnte kan man dog også gøre sig klog på i det yderst læseværdige Natur og Museum-hæfte om øjnes funktion og evolution (Hansen, 2008: s. 8-9).

Til gengæld er det afsluttende afsnit om ”Occams barberkniv” intet mindre end en pædagogisk perle. Jan bruger et hverdagseksempel om forsvundne bilnøgler som en letforståelig indgang til hvordan man danner videnskabelige forklaringsmodeller og afprøver deres sandsynlighed. Det er et yderst velskrevet lille afsnit og der forklarer hvorfor Intelligent design ikke er videnskab: hypotesen kan hverken afprøves eller modbevises. Samtidig får vi en velformuleret forklaring på hvad videnskabelige hypoteser og teorier er i modsætning til vores dagligdags, løse brug af udtrykket ”teori”.

Overordnet kan jeg på det varmeste anbefale Uintelligent design-hæftet, både til brug i undervisningen og til egen fornøjelse. Det er som sagt velskrevet og pædagogisk værk, der formidler i et levende og underholdende sprog, med gode figurer og relevante billeder – en fryd at læse. Få det endelig med ind i evolutions-undervisningen.

Natur og Museum Nr. 3 (2009): Uintelligent design.
Naturhistorisk Museum, Århus, 35 s.
ISSN 0028-0585 (Hæfte) DKK 60,-

Tak til Claus Priest og Jonas Paludan for at gøre mig opmærksom på hæftet.

Videre læsning:

Brues (1903): The Structure and Significance of Vestigial Wings among Insects. Biological Bulletin 4 (4), s. 179-190

Hansen, P. (2008): Øjne. Natur og Museum 47 (1), 35 s.

Shubin, N. (2009): Your inner fish: A journey into the 3.5-billion-year history of the human body. Pantheon Books, New York, 229 s.